Med producentansvar og nye EU-krav under PPWR bliver design, materialevalg og dokumentation ikke blot et spørgsmål om at opfylde lovkrav, men et spørgsmål om at kunne agere på markedet. Det var omdrejningspunktet, da Emballageretur og Center for Cirkulær Økonomi lancerede Hvidbog om cirkulær emballage, 2. udgave 2026.
En bred skare af aktører fra hele emballagens værdikæde – virksomheder, producenter, forskere, affalds- og genanvendelsesaktører, brancheorganisationer og myndigheder – var mødt op til lanceringen for at drøfte, hvordan regulering og cirkulære principper i praksis omsættes til bedre emballageløsninger.
Salen var fyldt til randen. Spørgsmålene spændte fra emballageoptimering og materialevalg til mulighederne for at styrke genbrug og genanvendelse i praksis. Samtidig gav dagen deltagerne mulighed for at mødes på tværs af værdikæden og fortsætte dialogen om de muligheder og udfordringer, der ligger i omstillingen til mere cirkulær emballage.
Emballage bliver et spørgsmål om strategi
I sin åbningstale pegede Returs administrerende direktør, Morten Harboe-Jepsen, på behovet for et fælles fagligt udgangspunkt i en tid, hvor regulering og praksis i stigende grad skal hænge tættere sammen.
”Med producentansvar og de kommende EU-krav under PPWR bliver kravene til design, materialevalg og dokumentation mere konkrete, og konsekvenserne mere mærkbare for virksomhederne. Derfor bliver emballagevalg i stigende grad strategiske beslutninger, hvor funktion, miljøpåvirkning og fremtidige krav må tænkes sammen,” sagde Morten Harboe-Jepsen.
Efter åbningstalen satte Morten Juhl Weber, funktionsleder i Miljøstyrelsen, reguleringen i perspektiv og gav et indblik i arbejdet med producentansvaret og de kommende EU-krav på emballageområdet.
Sammen med oplæg om lovgivning fra Emballagereturs fagchef og medforfatter på hvidbogen, Rikke Halkjær Kristensen, og oplæg om behovet for cirkulær økonomi fra hovedforfatter og stifter af Center for Cirkulær Økonomi, Gitte Haar, satte Morten Webers oplæg rammen for den efterfølgende debat om, hvordan virksomheder i praksis kan arbejde med emballagedesign, materialevalg og dokumentation i takt med, at reguleringen udvikler sig.
Det vigtigste pejlemærke i design er funktion
Netop design var omdrejningspunktet for dagen, for hvidbogen skal understøtte bedre design- og materialevalg, der kommer virksomhederne til gode og sikrer bedre udnyttelse af vores værdifulde ressourcer.
”Når emballage udvikles, påvirker designet ikke kun produktets funktion, men også mulighederne for genbrug og genanvendelse senere i værdikæden. Det vigtigste er derfor, at designet understøtter emballagens funktion. Ellers mister den både kvalitet og cirkularitet,” lød en af pointerne fra Daniela Pigosso, professor ved DTU Construct.
Sammen med Franz Cuculiza, adm. direktør i Aage Vestergaard Larsen, Mette Staal, Innovation & Design Lead hos DS Smith, Lars Bruntse, salgs- og produktchef hos European Recycling Platform – Denmark, Janni Toft Nielsen, adm. direktør hos KLS PurePrint, og Gitte Haar, hovedforfatter på hvidbogen, deltog hun i en debat om lovgivning, krav, forhindringer og muligheder i udviklingen af mere cirkulær emballage.

Anført af moderator og medforfatter på bogen, Lærke Berth Ærenlund, pegede paneldeltagerne blandt andet på, at selvom der har været stor modstand mod de lovindførte krav fra bl.a. producentansvaret, så er regulering ikke nødvendigvis en begrænsning, men en nødvendig katalysator for udvikling.
“Der er ikke nogen, der stiller sig på Rådhuspladsen og efterspørger cirkulære løsninger. Derfor er det regulering, der driver efterspørgslen efter bedre løsninger,” påpegede Franz Cuculiza.
Samtidig var der bred enighed om, at udviklingen af cirkulære løsninger kræver samarbejde på tværs af værdikæden.
”Producenter, materialeleverandører, genanvendelsesaktører, myndigheder og kollektive ordninger er alle en del af det samme system,” sagde Lars Bruntse.
”Reel systemomstilling kræver, at vi arbejder på tværs af værdikæden,” tilføjede Janni Toft Nielsen.
Flere pegede også på, at virksomheder i stigende grad vil få brug for specialiseret viden og nye samarbejder, når reguleringen skal omsættes til konkrete løsninger.
“Partnerskaber og eksperthjælp er afgørende i arbejdet med bedre emballagedesign og producentansvar,” understregede Mette Staal.
“Ikke alle gode intentioner fører til gode resultater. Derfor skal konsekvenserne tænkes ind allerede i designfasen,” lød det afsluttende fra Daniela Pigosso.
Skal skabe fælles udgangspunkt
Efter oplæg og debat fortsatte samtalerne i foyeren, hvor deltagerne diskuterede både muligheder og udfordringer i arbejdet med fremtidens emballageløsninger.
Målet med hvidbogen er at skabe et fælles udgangspunkt for emballagedesign, og at kick-starte det hele producentansvaret handler om – nemlig at sikre bedre brug af eksisterende ressourcer gennem bedre emballagedesign.
Lanceringen markerede dermed ikke kun udgivelsen af en ny publikation, men også starten på en bredere faglig samtale om cirkulær emballage i Danmark.
Interessen for hvidbogen har været stor efter lanceringen, og næste skridt bliver de innovationskurser, som Emballageretur og Center for Cirkulær Økonomi står bag.
Her får virksomheder mulighed for at arbejde hands-on med deres egen emballage og omsætte regulering og cirkulære principper til konkrete løsninger.
Læs mere om kurserne her.
Om Hvidbog om cirkulær emballage
Hvidbog om cirkulær emballage, 2. udgave 2026 samler viden om regulering, design og implementering af producentansvar for emballage.
Hvidbogen er udviklet af Emballageretur og Center for Cirkulær Økonomi i samarbejde med en række aktører fra branchen. Den er udarbejdet af Gitte Haar, Rikke Halkjær Kristensen og Lærke Berth Ærenlund med bidrag fra forskere, virksomheder og aktører i emballagens værdikæde.
Hvidbogen udgives i samarbejde med European Recycling Platform – Denmark og KLS PurePrint, med støtte fra APPLiA Danmark og Belysningsbranchen Danmark.
Den fungerer som et fagligt opslagsværk for virksomheder og aktører i værdikæden og giver overblik over blandt andet:
- Producentansvar og kommende EU-krav under PPWR
- Cirkulært emballagedesign
- Materialevalg og genanvendelse
Målet er at skabe et fælles fagligt fundament for arbejdet med cirkulær emballage i Danmark.
English 




