Vi ved, at den nuværende debat kan skabe usikkerhed. Reglerne er komplekse, og den måde, emnet bliver dækket i medierne, giver ikke altid det fulde overblik. Et centralt tema har været, at virksomheder kan være forskelligt stillet afhængigt af, hvilken kollektiv ordning de er medlem af.
For at gøre det lettere at navigere i debatten har vi samlet en kort gennemgang af de vigtigste principper og begreber herunder.
Læs mere: Sammenligning af priser blandt kollektive ordninger – det skal du vide
1: FORSKUDSBIDRAG
Inden producentansvaret træder i kraft, skal de kollektive ordninger have midler til at betale kommuner, indsamling, behandling, administration osv. fra dag ét.
Kommunerne forventes samlet at opkræve mere end 1 mia. kr. årligt i producentgebyr. Ingen ordninger har likvide midler i den størrelsesorden, og derfor opkræves et forskudsbidrag hos medlemmerne.
I Emballageretur blev forskudsbidraget opkrævet i august 2025.
Det er en engangsbetaling, som sikrer den nødvendige likviditet til at kunne betale rettidigt – og som bliver tilbagebetalt.
Det er vigtigt at understrege, at forskudsbidrag og sikkerhedsstillelse ikke er det samme.
2: SIKKERHEDSSTILLELSE
Lovgivningen kræver, at en kollektiv ordning stiller økonomisk sikkerhed på vegne af sine medlemmer.
Formålet er at sikre, at driften kan fortsætte i en overgangsperiode, hvis en ordning går konkurs eller ophører. Sikkerheden dækker udgifter til indsamling og behandling, indtil en ny ordning kan overtage.
I Danmark er kravet fastsat til 3 måneders forventede omkostninger.
Emballageretur har naturligvis stillet sikkerhed på vegne af vores medlemmer.
3: FORUDBETALING TIL KOMMUNERNE
Fra 1. oktober 2025 overgår ansvaret for husholdningernes emballageaffald til producenterne, men kommunerne fortsætter indsamlingen ved husstandene.
Kommunerne opkræver et årligt producentgebyr til dækning af indsamling og behandling.
Gebyret skal betales forud, da kommunerne har løbende udgifter til ansatte og underleverandører.
Det er det, vi i Emballageretur kalder et forskudsbidrag. I praksis svarer det til forudbetaling af omkring tre måneders omkostninger, og betalingen skal ske kontant – ikke som sikkerhedsstillelse
4: NEDJUSTERING AF KOMMUNALE PRISER
De kommunale gebyrer har vist sig at variere meget fra kommune til kommune.
Miljøstyrelsen arbejder på at indføre ensrettede beregningsmetoder, forventet fra tidligst Q1 2026.
Det kan betyde, at nogle fraktioner bliver billigere, mens andre bliver dyrere.
Der har været forslag om at udskyde forudbetalingerne i tre måneder, men dette er endnu ikke besluttet. Indtil lovgivningen ændres, gælder de nuværende regler, og kommunerne kan derfor opkræve betaling fra 1. oktober 2025.
Hvis kommunerne nedjusterer priserne, vil gevinsten komme alle virksomheder til gode – uanset ordning.
VIRKSOMHEDER BETALER EN HØJ PRIS FOR DERES EMBALLAGE – MEN DER ER ALLEREDE FORESLÅET EN LØSNING
I fællesskab med ERP Denmark advarede Emballageretur myndighederne og forligskredsen bag det udvidede producentansvar for emballage om udfordringerne med forskelle i kommunale prissætninger allerede i april 2023.
Vi påpegede dem igen i oktober 2024, da en af vores stikprøver viste, at der kunne være helt op til 79 pct. forskel i de kommunale omkostninger per husstand – et tal, der nu har vist sig at være endnu højere.
Dengang kom vi også med en løsning – et finansielt clearing house – som kunne have løst flere af disse problemer.
Læs mere om det her: Virksomheder betaler en høj pris for deres emballage – men der er allerede foreslået en løsning
English 
