STEJL LÆRINGSKURVE OG FLERE BENSPÆND
Da Jesper Fromberg tiltræder som driftsleder i august 2024, ligger opgaven med producentansvaret allerede klar. Han skal ikke kun finde ud af, hvordan de nye emballagekrav skal håndteres – han skal også først forstå, hvad udfordringen egentlig går ud på.
Det første skridt bliver at deltage i et webinar hos Emballageretur. Èt webinar blev hurtigt til flere – for det står klart, at der ikke findes en hurtig løsning.
“Det kræver meget tid. Der er mange begreber, man skal forstå, og det tager en indsats at oversætte dem til vores praktiske arbejdsgange.”
Jesper Fromberg bruger timer på at læse, lytte, og stille spørgsmål, og langsomt begynder han at få overblik over virksomhedens flow – både ind og ud – og hvordan det hele skal omsættes til konkret registrering og korrekt indberetning.
Men én del af opgaven volder mere besvær end andre: Kortlægningen af emballageforbruget.
”Vi har omkring 500 forskellige emballagevarianter. Så det var en kæmpe opgave at finde ud af, hvilken emballage vi brugte, hvilket materiale det bestod af, hvilke fraktioner det tilhørte, og hvor det stammede fra.”
Alt skulle vejes, oprettes og tastes ind manuelt. Jesper Fromberg fortæller, at det tog lang tid bare at få overblikket, og endnu længere tid at få det hele sat i system. I en sådan grad, at opgaven næsten blev for overvældende.
“Jeg var virkelig tæt på at kaste håndklædet i ringen på et tidspunkt. Jeg tvivlede på, om jeg kunne lære det og følge med. Men jeg blev ved, og det har betalt sig,” siger Jesper Fromberg.