English 
Dato: 04. marts 2026
Et nyt nabotjek fra COWI placerer Danmark midt i feltet, når det gælder prisniveauet for producentansvar på emballage.
Det er en vigtig konstatering, der har fået flere aktører til at bemærke, at den høje pris for producentansvaret, som mange virksomheder har kritiseret, måske ikke er så velbegrundet.
Men, en vigtig faktor for nabotjekket sætter dette udsagn – og Danmarks midterplacering – i et andet lys.
Data til nabotjekket er nemlig indsamlet i oktober 2025, altså efter at et lovindgreb sikrede, at kommunerne kun må opkræve producenterne 62,5 % af de faktiske omkostninger til kommunalt indsamlet emballageaffald frem for de 100%, og efter de kollektive ordninger havde indregnet reguleringen i deres priser.
Det er væsentligt, for det betyder, at Danmarks midterplaceringen i nabotjekket ikke nødvendigvis afspejler det underliggende omkostningsniveau i det danske system, men også effekten af dette politiske indgreb, der i september gav 400 millioner kr. i rabat på omkostningerne til producentansvaret til danske virksomheder.
Producentansvaret skal imidlertid ikke kun måles på, om vi ligger højere eller lavere end vores nabolande. Det skal også måles på, om systemet er stabilt, gennemsigtigt og retvisende for de virksomheder, der finansierer det.
Nabotjekket viser, at Danmark ikke entydigt er dyrere. Men det viser også, at vi har valgt en model, der er teknisk ambitiøs, kommunalt omkostningsbaseret og fuldt miljøgradueret fra start. Det har klare styrker, blandt andet i forhold til de kommende krav under EU’s emballageforordning (PPWR). Samtidig har modellen i opstartsfasen medført betydelig volatilitet og store forskelle i kommunale prissætninger, der smitter af på priserne hos de kollektive ordninger, og skaber usikkerhed for virksomhederne.
Emballagereturs holdning er derfor klar:
At Danmark ligger i midten på pris, er ikke en entydig konklusion, og det er heller ikke tilstrækkeligt i sig selv. Producentansvaret skal fungere i praksis for de virksomheder, der finansierer systemet.
Det kræver større gennemsigtighed i kommunernes prissætning, mere ensartede principper for opgørelse af omkostninger og mere stabile rammer, så virksomheder og kollektive ordninger kan budgettere og konkurrere på lige vilkår.
Lige nu er der ny lovgivning i høring, der igen giver nye rammer for priserne, så vi kan ikke forvente, at de danske priser for husholdningsemballage bliver ved med at ligge i midten efter 1. juli i år.
Samtidig skal vi anerkende det, der fungerer.
Danmark er blandt de lande, der regulatorisk er længst fremme i implementeringen af miljøgraduering og dermed bedre forberedt på de kommende krav under PPWR.
Spørgsmålet er derfor ikke alene, om systemet er dyrt eller billigt. Spørgsmålet er, hvordan vi gør det mere robust.
I det følgende gennemgår vi rapportens centrale fund og hvad de betyder for udviklingen af producentansvaret i Danmark.
1: Prisniveau: Danmark er hverken dyrere eller billigere – medmindre vi kigger på erhvervsemballage
COWI-rapportens overordnede konklusion er, at Danmark hverken fremstår entydigt dyrere eller billigere. Men billedet er mere sammensat, når man dykker ned i tallene.
Når det gælder husholdningsemballage, varierer priserne betydeligt mellem landene og mellem fraktionerne. Danmark ligger solidt i midten – hverken konsekvent højt eller lavt.
Det er dog vigtigt at understrege, at dette billede bygger på priser efter lovændringen, der begrænser kommunernes opkrævning til 62,5 % af de faktiske omkostninger til kommunalt indsamlet emballageaffald.
Hvis analysen havde taget udgangspunkt i kommunernes fulde omkostninger, ville billedet sandsynligvis se betydelig anderledes ud, da producentbidragene til husholdningsaffald udgør en væsentlig del af virksomhedernes samlede omkostninger.
De laveste priser findes i Estland og Tyskland. Disse lande har:
- Fuldt finansielt og operationelt ansvar placeret hos de kollektive ordninger (dvs. at producenterne via ordningerne både finansierer og organiserer den praktiske indsamling og behandling)
- Lavere serviceniveau
- Begrænset implementering af miljøgraduering i praksis
- Systemer, der endnu ikke fuldt lever op til emballageforordningen (PPWR)
Sverige og Belgien – som systemmæssigt ligner Danmark – har et prisniveau, der er på niveau med eller højere end det danske og generelt højere end Estland og Tyskland.
Prisniveau er altså ikke alene et spørgsmål om effektivitet, men hænger tæt sammen med ambitionsniveau og implementeringsgrad.
Når det gælder erhvervsemballage, er billedet til gengæld markant anderledes end i vores nabolande.
Her konkluderer rapporten, at danske priser for erhvervsemballage ligger markant højere end i de øvrige lande. Da erhvervsemballage udgør cirka halvdelen af emballagemængderne i Danmark, er dette forhold væsentligt for det samlede omkostningsbillede.
Samtidig er definitionen af erhvervsemballage forskellig mellem landene. Danmark medregner sandsynligvis mere husholdningslignende emballage i erhvervskategorien, hvilket påvirker sammenligneligheden. Det betyder også, at producenter af erhvervsemballage muligvis er med til at betale regningen for husholdningsaffald i de øvrige lande, hvilket vil kunne holde priserne på husholdningsaffald længere nede, når byrden fordeles på flere skuldre.
Direkte prissammenligninger uden forståelse for systemdesign og definitioner kan derfor være misvisende.
Derfor mener vi i Emballageretur, at konklusionen om, at Danmark ligger “midt i feltet”, ikke kan stå alene. Prisniveauet skal ses i sammenhæng med systemets opbygning, definitioner og ambitionsniveau, før der kan drages klare politiske konklusioner.
For Emballageretur betyder det, at konklusionen om, at Danmark ligger “midt i feltet”, ikke kan stå alene. Prisniveauet skal ses i sammenhæng med systemets opbygning, definitioner og ambitionsniveau, før der kan drages klare konklusioner.
Samtidig peger analysen på, at det politiske indgreb, der reducerede kommunernes opkrævninger, har haft stor betydning for det nuværende prisniveau for husholdningsemballage. Tilsvarende overvejelser kan derfor være relevante i forhold til erhvervsemballage, hvor Danmark fortsat ligger højt.
2: Den danske særudfordring: Usikkerhed i prissystemet
COWI-rapporten sammenligner prisniveauer. Men for danske producenter har den største udfordring ikke alene været niveauet, men usikkerheden i betalingsniveauerne som følge af uens kommunal prissætning af affaldsindsamlingen.
I Danmark fastsætter hver enkelt kommune sine individuelle omkostninger til håndtering af emballageaffald, som herefter finansieres via producentansvaret.
Det har betydet, at producenterne under implementeringen af producentansvaret for emballage på kort tid har oplevet:
- Oprindelige estimater
- Kommunale fastsættelser
- Efterfølgende regulering
- Nye fordelingsmekanismer
- Varslede lovændringer
Denne volatilitet skaber usikkerhed om priserne i producentansvaret, og usikkerhed i sig selv er en økonomisk belastning.
Et centralt spørgsmål, som rapporten kun berører indirekte, er transparensen i kommunernes omkostningsopgørelser.
Det er fortsat uklart:
- Hvordan omkostninger opgøres
- Hvordan de fordeles mellem fraktioner
- Hvor store variationer der er mellem kommuner
Manglende ensartethed og gennemsigtighed kan svække tilliden til systemet og gøre det vanskeligt at vurdere, om omkostningsniveauet er retvisende.
Samtidig kan den danske model skabe skævvridning, fordi virksomhedernes regning kan variere betydeligt afhængigt af, hvilken kommune deres kollektive ordning tildeles og hvordan den kollektive ordning organiserer sig.
Emballageretur har gennem længere tid peget på behovet for klarere vejledning, større standardisering og mere ensartede principper for opgørelse af kommunale omkostninger. Vi har tidligere fremlagt konkrete løsningsforslag til, hvordan større ensartethed og stabilitet i den kommunale prissætning kan opnås.
Et væsentligt fund i rapporten er, at ingen af de øvrige undersøgte lande anvender en tilsvarende model som den, vi bruger i Danmark. I de fleste nabolande ligger bidragene relativt fast, hvilket giver producenterne mulighed for langsigtet budgettering.
Når rapporten sammenligner niveauer uden samtidig at adressere forskelle i styringsmodel og prisstabilitet, giver det derfor ikke det fulde billede.
For Emballageretur betyder det ikke, at Danmark blot skal acceptere at ligge midt i feltet på pris. Det betyder, at vi bør bruge rapporten som afsæt til at styrke transparensen, stabiliteten og forudsigeligheden i selve prissystemet – blandt andet gennem tydeligere vejledning til kommunerne, større standardisering af serviceniveauet og en mere ensartet og retvisende fordeling af omkostningerne.
3: Miljøgraduering: Danmark er længst fremme – det har betydning frem mod PPWR
Et centralt fund i COWI-rapporten er, at Danmark i skrivende stund er det eneste af de undersøgte lande, der har implementeret miljøgraduering for alle fraktioner.
Sverige og Belgien har implementeret graduering, men vurderes ikke fuldt PPWR-kompatible.
Tyskland og Estland har kun begrænset implementering i praksis.
Danmark fremstår dermed regulatorisk blandt de mest fremskredne systemer i undersøgelsen.
Det er væsentligt, særligt i lyset af EU’s emballageforordning (PPWR), hvor miljøgraduering bliver et obligatorisk element og en forudsætning for markedsadgang.
Når miljøgraduering bliver en markedsadgangsbetingelse, er spørgsmålet ikke kun, hvem der har de laveste bidrag i dag – men hvem der allerede har implementeret de krav, som alle lande skal leve op til.
De lande, der endnu ikke har fuldt implementeret miljøgraduering, vil skulle justere deres systemer frem mod fuld PPWR-efterlevelse. Det kan påvirke både datakrav, administrative strukturer og bidragsniveauer.
Det betyder, at sammenligningen ikke er statisk – den er dynamisk.
Prisniveau kan derfor ikke vurderes isoleret fra ambitionsniveau og implementeringsgrad. Danmark har allerede taget en del af den regulatoriske omstilling, som andre lande stadig har foran sig.
Læs mere i vores blog om PPWR og husk også at tilmelde dig vores kurser.
4: Administrativ struktur og producentoplevelse
I Danmark betaler producenter gebyrer tre steder:
- Miljøstyrelsen
- DPA
- Den kollektive ordning
Det bidrager til oplevelsen af administrativ kompleksitet og flere parallelle kontaktflader.
I Belgien opkræves administrative omkostninger samlet via de kollektive ordninger baseret på markedsandel.
Der kan være inspiration at hente i forhold til at skabe større sammenhæng og enklere kontaktflader for producenterne.
En mere samlet administrativ model vil kunne reducere den oplevede kompleksitet uden at svække hverken kontrol, transparens eller ambitionsniveau.
5: Free-riders: Et fælles europæisk problem
Alle lande i undersøgelsen oplever udfordringer med free-riders.
- Estland anvender skattemyndighederne i tilsynet.
- Tyskland har en stærk kontrol i detailleddet.
- Sverige oplever, at manglende kontrol kan påvirke gebyrniveauet.
Fælles for landene er, at jo større fokus der er på kontrol, desto større vurderes problemet at være.
Free-rider-problematikken er dermed strukturel og fælleseuropæisk – ikke en dansk særhed.
Fra vores søsterordning, Elretur, ved vi, at Danmark i årevis har haft udfordringer med free-riders på elektronikområdet.
Erfaringen herfra viser, at hvis registrering, kontrol og sanktionering fra myndighedernes side ikke er tilstrækkeligt tydelig og konsekvent, risikerer lovlydige producenter at bære en uforholdsmæssig stor del af omkostningerne. Det understreger, at et robust producentansvar ikke alene handler om pris og systemdesign, men også om effektiv myndighedshåndhævelse.
Hvad betyder nabotjekket – og hvad er næste skridt?
Nabotjekket viser, at Danmark ikke entydigt er dyrere end nabolandene. Det er en vigtig konstatering i en debat, der ofte reduceres til spørgsmål om pris.
Men rapporten sammenligner primært niveauer – ikke styringsmodeller. Den siger ikke noget om, hvorvidt den danske konstruktion skaber de mest stabile og gennemsigtige rammer for virksomhederne.
Samtidig står Danmark regulatorisk blandt de mest fremskredne lande, når det gælder miljøgraduering. Vi har allerede implementeret centrale elementer, som andre lande fortsat skal tilpasse deres systemer til i takt med PPWR’s ikrafttræden.
Nabotjekket viser derfor ikke, at vi skal skrue ned for ambitionerne. Det viser, at vi skal sikre, at ambitionerne hviler på et mere robust fundament.
Hvis producentansvaret skal fungere langsigtet, kræver det både højt ambitionsniveau og høj systemkvalitet. Det ene kan ikke stå alene.
For virksomhederne handler det ikke kun om niveauet på bidragene, men om at kunne stole på beregningsgrundlaget, planlægge fremad og konkurrere på fair og gennemsigtige vilkår.
Det er den retning, udviklingen af producentansvaret i Danmark bør bevæge sig i.
